Tværfagligt samarbejde

Monofagligt, flerfagligt, og tværfagligt 

Monofagligt:

Monofagligt arbejde vil sige, at en bestemt faggruppe kun ’’samarbejder’’ med fagfolk fra den samme faggruppe. Fx sygeplejerske samarbejder kun med andre sygeplejersker. 

https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhCIU0jtTtrWsEKEz0hnMV0_c2igovvDs0itW_rxkP0nQqbJRgtWY13PNgBdDkNR3-DLaoXGh8eCIWiPQVUWmxgm8kNSByEPOgum6baoxhdtwvkppQtynUH6PO4bfJrBtT-3yhkWZaxGks/s1600/Sk%25C3%25A6rmbillede+2015-10-22+kl.+14.39.21.png

Flerfagligt samarbejde:

Flerfagligt samarbejde foregår på den måde, at der bliver udvekslet nogle informationer eller der forgår en koordinering indenfor de forskellige faggrupper,  udefra en problemstilling. Det vil sige at de forskellige faggrupper kun forholder sig til sit kompetenceområde, og der vil derfor ikke være fokus på helheden, men at skabe forskellige målsætninger, mellem de forskellige faggrupper.

Tværfagligt samarbejde:

Tværfagligt samarbejde, er et samarbejde mellem forskellige faggrupper som fx sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, læger, radiografer m.m. Det er en form for koordinering og videregivelse af informationer som omhandler et fælles mål. I et tværfagligt samarbejde, er der fokus på helheden. Der udarbejdes en fælles målsætning. Med tværfagligt samarbejde, vil de forskellige fagpersonerne i de deltagende professioner, dele viden og kundskab, og vil dermed få en ny tilgang til arbejde, gennem fælles viden. Formålet med tværfagligt samarbejde er at den samlende kompetence vil blive udnyttet optimalt, og der vil udvikles et fælles kundskabsgrundlag (29).

 https://paedagogik.systime.dk/fileadmin/_processed_/csm_40_Flerprofessionelt_samarbejde_fea878c7c9.png

Tværfagligt samarbejde mellem fysioterapeut, ergoterapeut og sygepleje.

Udgangspunktet i patienter med hoftenær frakturer.

Fysioterapeut

Fysioterapeuten og sygeplejen arbejder tæt sammen. Muskelstyrken er nedsat efter en operation, og det er fysioterapeuten der instruerer patienten i de øvelser og bevægelser, der er med til at styrke patientens muskler og balance.

Hovedfokuset til fysioterapeuten, når han/hun kommer ind til en patient med en hoftenær fraktur, vil være mobilitet og træning af musklerne for at opnå en større muskelstyrke. Fysioterapeuten vil hjælpe patienten med at lave øvelser der vil forbedre udførelsen af de basale funktioner som at rejse/sætte sig, sin gangfunktion, at komme ind og ud af sin seng osv. Fysioterapeuten vil lave en vurdering af patientens behov for hjælpemidler, og hvilke hjælpemidler det så skulle være, fx rollator, gangbuk, stok. Træningen foregår oftest på afdelingen.

Fysioterapeuten og lægen, vurderer sammen patientens behov for træning efter udskrivelsen. Der holdes også en tværfaglig konference hvor fysioterapeuten deltager og står for genoptræningsplanen, der udleveres til patienten. 

Ergoterapeut

Træning af ADL-funktioner (Activities of Daily living), er ergoterapeutens fokusområde herunder en vurdering af patientens behov for hjælpemidler til udførelse af basale funktioner som: påklædning, spisning, gå på toilettet, hygiejne osv.,samt at vurdere patientens behov for hjælpemidler (30).

Sygeplejerske

Sygeplejens grundlæggende principper vil være det samme, uanset hvilken afdeling man arbejder på. Herunder kommer nogle af sygeplejerskens vigtige opgaver, med udgangspunktet i patienter med hoftenær frakturer.

Patienter der kommer ind med hoftenær frakturer vil opleve en høj stressfaktor, da patienten pludselig oplever stor smerte og den manglende evne til at gå. Det kan derfor fører til akut konfusion. Sygeplejersken skal her være opmærksom og mindske risikoen for udvikling af konfusion. I det præoperative forløb, vil det derfor være nødvendig med smerte sufficient, så patienten bedre kan forstå og opfatte relevante oplysninger, som sygeplejersken kommer med i forbindelse med operationen og det postoperative forløb.

Sygeplejersken informerer patienten om operationen samt det postoperative forløb, og gøres derefter klar til operation.

Sygeplejersken skal dokumentere alt hun laver. Når patienten kommer tilbage fra operationen, er der en række observationer der er vigtige: 

•   Vandladning

•   Smerter

•   Blodtryk, puls,  temperatur,  respirationsfrekvens, saturation samt bevidsthedsniveau

•   Farve på det opererede ben

•   Sensibilitet og bevægelighed i det opererede ben

•   Funktion af eventuelt dræn

•   Bevidsthedsniveau

•   Kvalme og opkastning.

Sygeplejersken skal være opmærksom på, at patienten er mobiliseret rigtigt og ligger komfortabelt i sengen, så der undgås tryksår. Siden patienten kan få mad og drikke med det samme, vil det være relevant for sygeplejersken at spørge ind til appetitten. Det vil være en fordel for sygeplejersken, at føre væskeskema og evt. kost registrering, da der kan være fare for underernæring under indlæggelse (se ernæring).

Sygeplejersken skal også hjælpe patienten på toilettet hvis det er nødvendig, derudover nedre hygiejne og andre ting som patienten selv har kunnet før, men ikke selv kan nu, pga. operationen (31).  

Kommunikation 

I forbindelse med vores modul 5 eksamen, skulle vi lave en kommunikationsvideo. Vi valgt at vores video, skulle handle om en sygeplejerske og fysioterapeut som går skævt af hinanden, samtidig med at der er en pårørende, som bliver ved med at spille spørgsmål.

Efter vi lavede videoen analyserede vi den sammen med Marion. Der var vi bla. ind på hvordan Carl Ransom Rogers bruger aktiv lytning i kommunikationen.  Rogers mener at mennesker har tendens til at dømme, evaluere og teste andre personers udsagn. Denne form for kommunikation kan tit skabe en blokade, som medfører at der kan være ting en patient holder tilbage for den sundhedsprofessionel, fordi kommunikationen ikke er ordentlig. Rogers mener at aktiv lytning kan hjælpe patienten med at få en større indsigt, forståelse og til at mestre sit sygdomsforløb. Ved aktiv lytning kan den sundhedsprofessionelle vise at han/hun er interesseret i hvad patienten føler og tænker om hele situationen.

Rogers mener at den sundhedsprofessionelle lærer aktiv lytning i praksis. Han mener at aktiv lytning bygger på gensidig indlevelse og nysgerrighed for den anden parts synspunkter. Den sundhedsprofessionelle skal i sin aktive lytning både bruge verbal og nonverbal kommunikation. Den form for kommunikation giver både den sundhedsprofessionelle og patienten mulighed for at reflektere over hvad man har hørt, og hvad man vil fortælle videre eller hører mere om. Da nonverbal- og verbal kommunikation er to forskellige ting, har vi lavet en model over hvad nonverbal- og verbal kommunikation indebærer. Efter vores model vil vi forklarer de to begreber.

Nonverbal kommunikation

Nonverbal kommunikation er den mest udtryksfulde form for kommunikation. Vi mennesker danner os lyn hurtigt et indtryk af en anden person, det gælder også for de sundhedsprofessionelle. Ved den nonverbale kommunikation markeres hvad vi mener om andre. Måden den kommer til udtryk på er ved mimik, kropssprog, øjenkontakt og smil. Når den sundhedsprofessionelle skal tage kontakt til en patient for først gang, er det vigtigt at, man har en åben kropsholdning, opretter øjenkonkakt og udtrykker at patienten kan have tillid til dem, samtidig med de skal skabe tryghed.  

http://www.neojungiantypology.com/Resources/media/9a85c12a21b76392747906fc7b2aff92.jpg

Vi vil kort beskrive de 7 forskellige begreber:

Kropssprog er den måde vi bevæger os på, holder vi afstand eller er vi tæt på, gestus og kropsholdning. Det er vigtigt at den sundhedsprofessionelle kan opfange og fortolke patienters kropssprog, fordi det fortæller meget om hvordan et andet menneske føler.  

Mimik er det ansigtsudtryk man bliver mødt med. Afkodning af et andets menneskes mimik, er et vigtigt element i kommunikation. Mimikken fortæller om der er overensstemmelse mellem det der bliver sagt og det man udtrykker med kropssprog og mimik. Når der er overensstemmelse mellem det verbale og nonverbale bliver det kaldt kongruens. Når der er uoverensstemmelse mellem det verbale og nonverbale kaldes det inkongruens.

Berøring er en del af den nonverbale kommunikation som kan fører den sundhedsprofessionelle og patienten tættere sammen. Men det kan også have den modsatte effekt, så den skaber en barriere mellem den sundhedsprofessionelle og patienten. Ved patienter som har nedsat evne til at kommunikere som f.eks. døende eller alvorligt syge, vil der være et større behov for berøring. På den måde kan den sundhedsprofessionelle skabe tryghed og tillid mellem patient og den sundhedsprofessionelle.

Øjenkontakt er vigtigt i det første møde med en patient, for det viser patienten at den sundhedsprofessionelle er interesseret i at hører om patientens situation. Patienten kan føle det som en afvisning hvis den sundhedsprofessionelle bryder øjenkontakten. Det er også vigtigt at den sundhedsprofessionelle kommer ned i øjenhøjde med patienten, for så skabes der en for for ”ligevægt” mellem patienten og den sundhedsprofessionelle, som skaber et bedre tillidsbånd.

Stilhed anvendes til at både patienten og den sundhedsprofessionelle kan reflektere over hvad der er blevet sagt i en samtale.

Talens tempo er en vigtig del af kommunikationen. Den fortæller om man har lyst til at hører hvad den anden fortæller eller man bare hurtigt skal have svar på nogle spørgsmål og så videre igen. Det vil også være naturligt at der i en samtale vi opstå små pauser, som giver patienten og den sundhedsprofessionelle mulighed for at reflektere over hvad der er blevet sagt, og hvad man evt. mangler svar på.

Stemmens klang kan være høj hvilken fortæller at man gerne vil formidle noget som man har styr på. Hvis stemmens klag derimod er lav, giver det indtrykket af at man er usikker i der man formidler.

Verbal kommunikation

Den verbale kommunikation er det der bliver sagt og det man gerne vil have svar på.

Spejling af følelser er noget den sundhedsprofessionelle gør i en samtale med patienten, det bruges til at spørge ind til de følelser som den sundhedsprofessionelle har oplevet i løbet af samtalen. Spejling af følelser bruges også i forbindelse med kongruens og inkongruens. Spejling af følelser skal vise patienten at den sundhedsprofessionelle lytter til følelserne og prøver at forstå hvordan det påvirker patienten i den pågældende situation.

Spørgsmål – både lukkede og åbne er noget alle sundhedsprofessionelle bruger til både at få den konkrete information den kom efter, men også for at få et mere uddybende svar. Lukkede spørgsmål er effektive hvis man skal have et hurtigt og konkret svar, men hvis man skal vide hvordan patienten har det, er man nød til at stille åbne spørgsmål, for patienten kan få lov til at forklarer hvordan han/hun oplever forløbet. Begge typer at spørgsmål kan også bruges til at skabe en dialog mellem den sundhedsprofessionelle og patienten, som både uddyber hvad den sundhedsprofessionelle gerne vil vide, men også hvad patienten gerne vil fortælle.

Opmuntring fungere som en markør, som fortæller patienten at man er interesseret i at hører mere. Opmuntring kan f.eks. være nik, mmm, ja og ok. Formålet med disse markører er at patienten skal opleve at han/hun har den sundhedsprofessionelles fulde opmærksomhed. Opmuntringen kan også bruges som en måde at reducere angst, hos den angstpåvirket patient. Grunden til dette er fordi, det styrker tilliden mellem patienten og den sundhedsprofessionelle.

Nøgleord kan anvendes til at få patienten til at gå i den retning, som den sundhedsprofessionelle gerne vil have et svar på. Nøgleordene kan også fortælle at den sundhedsprofessionelle har en forståelse for hvad det er patienten fortæller.

Pauser bruges til at reflektere over hvad der er blevet sagt, men også til at patienten kan få betænkningstid, så patienten får sagt alt det han/hun vil. Det er også en mulighed for at den sundhedsprofessionelle kan være sikker på at patienten har forstået informationen.

Parafrasering er gentagelse af hvad den anden siger. Parafrasering bruges til at der er en fælles forståelse for hvad samtalen handler om. Parafrasering er en omskrivning eller genfortælling af det patienten fortæller, uden af ændre meningen. Parafrasering bruges både under en samtale, men kan også bruges til at afrunde en samtale. Den er primært den sundhedsprofessionelle der bruger parafrasering (32).

Både den nonverbale og verbale kommunikation er vigtigt i det tværfagligt samarbejde. I vores video prøvede vi at få sygeplejersken til at givet en nonverbalt udtryk, som fortalte at hun ikke syntes det var i orden at fysioterapeuten kom nu. Det er vigtigt i det tværfaglige samarbejde, at man giver den anden plads til at udtrykke sig, fordi det er kommunikationen som er det vigtigste i et godt samarbejde.

Sundhedsloven

I Danmark har vi en sundhedslov der sikre patienters ret til selvbestemmelse, den omhandler basale regler der træder i kraft mellem patient og sundhedspersonale. Reglerne har til formål at sikre respekt for det enkelte individ, dens integritet og selvbestemmelse. Disse regler gælder steder hvor sundhedspersoner udfører sundhedsfaglig pleje og behandling – dette forstås ved den individuelle behandling der er rettet mod den konkrete patient.

Reglerne omfatter alle autoriserede sundhedspersoner, der deltager i sundhedsfaglig pleje og behandling. De autoriserede sundhedspersoner er følgende: Læger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter samt social- og sundhedsassistenter. Studerende indenfor disse fagområder er også under deres kliniske uddannelser hvor de deltager i behandling af patienter omfattet af sundhedsloven. Social- og sundhedshjælpere er ikke omfattet af sundhedsloven, men derimod serviceloven, da de ikke er autoriseret.

Den ansvarlige sundhedsperson har pligt til at infomere patienten og indhente samtykke til behandling. Det behøver dog ikke være den ansvarlige sundhedsperson der infomere og indhenter samtykke, men den sundhedsansvarlige har pligt til at forsikre sig at den der overtager opgaven, gør det på forsvarlig vis.

Sundhedspersonen har pligt til at udtrykke sig klart og forståeligt så patienten forstår hvad der er givet samtykke til.

Ud fra sundhedsloven er sundhedspersonalet underlagt tavshedspligt. Tavshedspligtens formål er at sikre tillidsforhold og skabe tryghed for den enkelte patient.  ”Det er en  fundamental regel, at de oplysninger patienten, betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson. Tavshedspligten indebærer, at sundhedspersonalet ikke uberettiget kan videregive fortrolige oplysninger til andre. ” ( Sundhedsjura p. 187, l. 17-21)

http://www.jyllands-posten.dk/pictures/migrated/article3155088.ece/ALTERNATES/g-5_3/ytringsfrihed%20tavshedspligt%20selvcensur

” Tavshedspligten er ikke kun begrænset til autoriseret sundhedspersoner. Læge- og sygeplejerskestuderende er under deres kliniske uddannelse også omfattet af tavshedspligten.” ( Sundhedsjura p188, l. 11-14)

Tavshedspligten omfatter både helbredsoplysninger og private forhold. Men hvis patienten er ude af stand til at tage vare på sig selv eller er bevidstløs har sygepersonalet ret til at underrette de nærmeste pårørende, men ikke andre.

Indhentning/videregivelse af information

Videregivelse af helbredsmæssig information er et vigtigt led i forbindelse med behandlingen. Det er vigtigt for en fysioterapeut at indhente viden omkring Hr. Jensens helbred på den pågældende dag for fysioterapeutens behandling. Hvis Hr. Jensen er svimmel eller har kvalme, kan fysioterapeuten planlægge sin behandling ud fra denne oplysning.

” Det er ikke en forudsætning, at sundhedspersonen er ansat på den pågældende afdeling. Det afgørende er, at sundhedspersonen er tilknyttet i den betydning, at vedkommende enten midlertidig eller permanent varetager en funktion i forbindelse med den sundhedsfaglige pleje og behandling af patienten på den enhed, hvor patienten er indlagt. Det gælder for fysio- og ergoterapeuter, bioanalytikere og andre faggrupper, som typisk arbejder på tværs af de enkelte afdelinger. Der er uden betydning, om sundhedspersonen indhenter oplysninger fra andre afdelinger, blot oplysningerne er om den aktuelle behandling til brug for behandling af patienten på den afdeling, sundhedspersonen er tilknyttet. En fysioterapeut, der arbejder på sygehusets genoptræningscenter, kan indhente oplysninger fra operationsjournalen til brug for den planlagte genoptræning af patienten. Det gælder derimod ikke oplysninger fra tidligere indlæggelser. I de tilfælde, hvor der er oplysninger fra tidligere indlæggelser, som er nødvendige for den aktuelle behandling, kan en læge gøre dem tilgængelige for andre sundhedspersoner efter §42 a, stk. 1. ” (Sunhedsjura p 97 l. 22- p 98 l 3)

De overstående afsnit som er sat i kursiv, er sat i kursiv da vi ikke mener vi kunne omskrive  sundhedsjura, da vigtigheden i dette måske kunne gå tabt.

Autorisationsloven

https://dsr.dk/sites/default/files/1/emblem_6.jpg

Autorisationsloven omhandler en beskrivelse af sundhedspersoners rettigheder og pligter. Sundhedspersoner har ifølge autorisationsloven pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i et behandlingsforløb. Autorisationsloven er en dokumentation for at den sundhedsprofessionelle opfylder bestemte uddannelsesmæssige krav, som er knyttet til den pågældende profession. Formålet med loven er at sikre den enkelte patient imod fejl, det sker ved at tildele den sundhedsprofessionelle et formelt ansvar for behandling af patienten. Autorisationsloven omhandler ikke alle sundhedspersoner, men den omhandler de sundhedspersoner som kan være til fare for patienten, f.eks. læge, sygeplejerske, social- og sundhedsassistenter og radiografer.

Autorisationsloven har to hovedbegreber, som sikre at den sundhedsprofessionelle kun handler inden for det område de har kompetencer til. De to begreber er titelbeskyttelse og eneret til virksomhedsområdet.  

Titelbeskyttelsen indebærer at f.eks. ingen andre må bruge betegnelse sygeplejerske, eller på nogen måde give udtryk for at man er autoriseret sygeplejerske. Måden man kan kan kende forskel på en autoriseret og en ikke autoriseret, er ved at de autoriseret bærer forskellige emblemer, som giver udtryk for at den sundhedsprofessionelle er autoriseret.

Der er specifikke områder inden for sundhedsvæsnet som har eneret til virksomhedsområder. De specifikke områder er læger, jordemødre, tandlæger, kiropraktorer og optikere mm. Det vil sige at det kun er den autoriseret der både er berettet til at være titelbeskyttet, men er også som den eneste der har lov til at udøve virksomheden (34).