Mobilisering er betegnelsen for evnen til at bevæge sig, det er noget man bare gør uden at tænke videre over det. Det er først noget man
bliver opmærksom på, når man mister en eller flere færdigheder. Hvis
sundhedspersonalet har en patient med hoftenære frakturer, oplever patienten en midlertidig fysisk begrænsning . Det er derfor vigtigt, at
finde midlertidige løsninger for, at hjælpe patienten til en bedst mulig
hverdag. Når bruddet er helet kan man vidt muligt vende tilbage til sit naturlige
bevægelsesmønster.
Efter en operation er det vigtigt, at der sker en mobilisering
inden for 24 timer. Mobiliseringen har til formål, at undgå risici der er
forbundet med inaktivitet. Mobiliseringen øger blodcirkulationen og forhindrer
sengelejekomplikationer. Udover at hjælper fysisk på kroppen, vil det også
hjælpe patienten psykisk. Ved god mobilisering vil man skabe velvære for patienten. Man
fremmer livkvaliteten, lyst til social trivsel, selvtillid og øger individets
handlekompetencer.
Indenfor mobilitet er aktivitet meget vigtigt
for alle mennesker, da fysisk aktivitet har en forebyggende effekt på både raske
og syge mennesker. Aktiviteten er med til at reducerer risikoen for genindlæggelser
for alle patienter, unge som gamle.
For at mennesker er aktive kræver det fysiske-, psykiske og
oftest også sociale forudsætninger. Under normale omstændigheder har mennesket behov for at have balance mellem hvile og fysisk aktivitet, det er
vigtigt at begge dele er med i en dagligdag. Ubalance i hvile og aktivitet sker, når der indtræder sygdom eller ændringer i kroppen både fysisk og psykisk.
En modsætning til mobilitet er immobilitet, som er
nedsat bevægelsesevne. Immobilitet kan være både midlertidig eller permanent,
alt afhængig af hvilken situation patienten befinder sig i. Det er derfor meget
forskelligt hvordan man handler ved typer af patienter. Ved patienter med
midlertidig immobilitet er det vigtigt, at få en hverdag til at fungere, indtil
de igen kan bevæge sig på bedst mulig vis. Det er forhåbentlig bare en periode af deres liv. Patienter med permanent
immobilitet skal lære nye ting,
som de skal kunne bruge resten af deres liv. Der sker en livsstilsændring, hvor
man måske ikke mere kan gøre de ting, man var glad for at kunne lave, før man
blev immobil. Det rammer både fysisk og psykisk. Ved immobilitet bliver
sanserne ikke stimuleret, hvilket kan medfører, at der kan opstå over- eller
understimulation (18).
Sengelejekompliktioner
Ved immobilitet kan der forekomme
sengelejekomplikationer.
 |
| Sygeplejebogen s. 316 |
Billedet til højre nævner de sengelejekomplikationer,
der kan opstå hvis patienten ikke bliver mobiliseret.
Sengelejekomplikationer indvirker på både:
- Menneskets fysiske tilstand
- Bevægelsesapparatet
- Kredsløbet
- Mave-tarmfunktionen
- Respirationen
- Urinvejene
- Tryksår (19)
En operation belaster patienten både fysisk og psykisk.
Under operationen traumatiseres de organer der bliver opereret på, det medfører
at organets funktion påvirkes. Disse traumer kan medfører komplikationer,
derfor er det vigtigt at observere patienten i et stykke tid. Når patienten
kommer op på afdelingen igen, observerer sygeplejersken for følgende:
- Almene tilstand
- Patientens velbefindende – fysisk, psykisk og socialt.
- Vitale værdier: blodtryk, puls, temperatur, saturationen (iltning af blodet) og respirationsfrekvens.
- Blødninger
- Infektioner
- Hud
- Bevisthedsniveau
- Vandladning
- Opkastning
- Ernæring
- Mobilisering
Alle disse observationer laves, for at undgå at patienten får
postoperative komplikationer. De postoperative komplikationer er stort set de
samme som sengelejekomplikationer. Grunden til at sundhedsvæsnet vil undgå
postoperative komplikationer er for ikke, at udsætte patienten for unødvendig
smerter, men også for at undgå længere indlæggelse. For god ordens skyld vil vi lige
ridse de postoperative komplikationer op:
- Blødning fra operationssåret
- Nosokomielle infektioner
- Urinvejsinfektion
- Pneumoni
- Postoperative sårinfektioner
- Dyb venetrombose
- Shock (20)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar